Archive for februar 2009

februar 26, 2009

”Kreativitet kræver mod”…..

 

Mine kurser er kommet rigtig godt i gang. Og som følge deraf har jeg tænkt på at Matisse en gang har udtalt, at ” Kreativitet kræver mod”……

Med udgangspunkt taget i denne sætning, så er det utroligt, hvad man kan som billedkunstner, når man bare tør.

På begynderholdet er der nogle, der har snuset lidt til mediet, men ikke mere end at en gennemgang af farvelære og billedkomposition har været påkrævet for at komme i gang. Og efter den indledende gennemgang af diverse farver, farvelære og opbygning af et billede gik alle i gang med at finde det motiv, der tiltalte den enkelte mest.

Man kunne jo nu forestille sig, at jeg på et begynderkursus ville vælge at alle maler det samme billede, men jeg synes det er meget mere berigende for den enkelte kursist at få lov at bestemme selv. Og det er også med til at fastholde den umiddelbarhed og ivrighed alle har, når kurset starter. Alle kommer med en forventning om at få et produkt med hjem. Og det får alle her.

Det er begyndt rigtig godt og alle er gået glade hjem fra begynderkurset i dag. Næste gang arbejder vi videre med de motiver de enkelte har valgt.

På holdet for øvede, stillede jeg nogle udfordringer op. Enten kunne kursisterne hente inspiration i kunstbøger om Cobra, Moderne kunst eller de kunne tage imod en af de 2 udfordringer jeg stillede op. Den ene tog udgangspunkt i Landkort den anden i marmor. Eller de kunne vælge at hente inspirationen hos et par nulevende abstrakte kunstnere, den ene med et markant figurativt udtryk og den anden i abstrakte landskaber.

De valgte alle at tage den figurative abstrakte kunst til sig og prøve den af. Og det er her, jeg mener at Matisse har ret, når han siger: ” Kreativitet kræver mod”

De er alle vidt forskellige i deres udtryk og alligevel får de noget smukt frem ved hjælp af smukke farver og nye friske teknikker. Dejligt at se at nye kunstpust stadig kan sætte gang i kreativiteten og få hænderne til at ryste af ivrighed for at se, hvad der ligger om det næste hjørne i maleriet.