S/M – pisk i den bare….nu som kunst

By Maiken Hejnfelt

 

 

Artville kunstmessen 2008 i Tappehallerne er netop overstået, og særdeles positivt for mig personligt. Jeg solgte 7 malerier, fik malet 2 nye malerier på standen, og fik knyttet mange nye positive kontakter. Både med gallerier og med kunstforeninger.

Jo – jeg føler mig som en billedkunstner med en vis succes!

 

På ferniserings aftenen foregår der et eller andet inde bag nogle høje sorte gardiner i hjørnet af Tappehallerne, men det er først da min stand-nabo med opspilede øjne spørger mig om jeg har været inde bag forhænget og se piskningen, at jeg finder ud af hvad der foregår derinde:

 

En nøgen mand, som er sminket sort og hvid forskellige steder, står midt på gulvet badet i projektørlys, og med hænderne fikseret over hovedet i kæder, der er fastgjort i loftet.

Hans ”bøddel” går langsomt rundt om ham, skifter retning ind imellem, er afventende, men pludselig svinger han pisken, og ofret gi’r sig da tampene på pisken rammer, og trækker endnu flere røde striber hen over den allerede mærkede krop.

Ballerne sitrer afventende på ofret, som ved at der vil komme flere slag endnu.

Rundt om denne seance står 20-30 tilskuere og iagttager det der foregår. Min grænse er straks overskredet, og allerede efter at have iagttaget scenariet i ca. 30 sekunder forlader jeg ”scenen”, og går tilbage til min stand, og mine kunstværker.

Mine hjælpere på standen, mine stand-naboer og jeg selv er alle rørende enige om, at det vi lige har været vidner til, det hører altså ikke hjemme hér på Artville Kunstmessen i Tappehallerne.

Det viser sig desuden , at en dvd-optagelse af piskningen efterfølgende kan købes på standen der ligger lige op til ”scenen”, og det eneste der er på denne stand er et plasma-tv, der konstant viser piskningen. Ellers er den fuldstændig tom og bar. Ingen udsmykning eller lignende overhovedet.

 

Senere samme aften, da jeg kører hjem, kan episoden ikke rigtig komme ud af mit sind, og efter at have reflekteret over min egen reaktion, konkluderer jeg i løbet af de næste par dage, at seancen ramte mig lige netop dér, hvor afsenderen formentlig ønskede at ramme:

Lige midt i forargelsescentret!

Og dermed opnåede denne happening formentlig det, som var afsenderens ønske:

At give modtagerne en rystetur i kunstbedømmelses-karusellen, og sætte sig selv på linie med fisk i blendere, fæces på dåse, og hvad vi nu ellers er blevet udsat for gennem årene.

Og berettigelsen af dets tilstedeværelse, er der vel et eller andet sted også….

 

En kommentar to “S/M – pisk i den bare….nu som kunst”

  1. TOVE ALBERTSEN siger:

    TAK SÅ FIK JEG LIDT AF EN FORKLARING, SENDTE DIG EN MAIL I DAG, JEG AHR FÅET FINT SVAR HER TAK

Læg en kommentar