Er det smag eller kundskab der skiller skidt fra kanel…og fra rønnebær?

Hillerød Kunstdage er ovre nu, og jeg sidder personligt tilbage med en dejlig smag i munden. Jeg var tilfreds med min stand og min placering, mine omkringliggende nabo-stande, messens helhed og med et fantastisk godt salg.

Alligevel sidder jeg tilbage med en enkelt blandet smag i et hjørne af mundhulen…en smag der er fremkaldt af forundring, frustration og måske en lille smule af rønnebær…

Frederiksborg Centret havde valgt at dele hallerne op, så gæsterne først kom ind til Gallerierne og de veletablerede kunstnere, samt den af censuren udvalgte kunst, og hvis man ikke blev mæt af kunst herinde, og man ellers ledte godt efter, kunne man finde vej ind til ”de andre” kunstnere i en tilstødende hal, så’n lidt gemt af vejen. Og her stod jeg med min stand, sammen med en masse andre kunstnere. Og der var rigtigt mange der fandt vej herind. Og salget herinde har været rigtig godt for mange.

Men vi ville jo godt ha’ stået inde ved siden af…..ha’ været repræsenteret af et galleri…..ha’ været med blandt de censurerede værker ( der var flere fra vores hal der havde fået værker med blandt de censurerede), ha’ været i det fine selskab. Det er jo vores allesammens mål at blive opdaget af et galleri, så vi kan sælge noget mere af det vi laver.

Men det var som om, at nerven var mere tilstede i vores hal…mere frihed, mere spræl, mere liv….og flere gæster pointerede dette.

Hvis en censor udvælger det samme som Hr. & Fru Danmark  og faster Anna ville ha’ valgt, så har censoren vel egentlig ikke mere kunst-kundskab end alle andre…og derfor oplever vi igen og igen, at en censor nærmest er nødsaget til at udvælge noget som er helt uden for menigmands opfattelse af god kunst og god smag, og efterfølgende rose det valgtes kvaliteter, om ikke andet så for at retfærdiggøre sin egen tilstedeværelse som censor og kunstforstandig. Ellers kunne alle jo være censorer. Og det giver efterfølgende tilmed status at købe denne kunst, som jo er særligt udvalgt…

Men det kan jo bare ikke være anderledes, hvis vi altså stadig vil kunne skelne skidt fra kanel, at vi bruger dem der mener at kunne smage forskel. Og selv om vi er mange der mener at kunne dette, så kan smagen af rønnebær måske virke forstyrrende…..og så er det jo meget godt, at smagen af kanel så alligevel tiltrækker mange mennesker også!

 

”Kreativitet kræver mod”…..

 

Mine kurser er kommet rigtig godt i gang. Og som følge deraf har jeg tænkt på at Matisse en gang har udtalt, at ” Kreativitet kræver mod”……

Med udgangspunkt taget i denne sætning, så er det utroligt, hvad man kan som billedkunstner, når man bare tør.

På begynderholdet er der nogle, der har snuset lidt til mediet, men ikke mere end at en gennemgang af farvelære og billedkomposition har været påkrævet for at komme i gang. Og efter den indledende gennemgang af diverse farver, farvelære og opbygning af et billede gik alle i gang med at finde det motiv, der tiltalte den enkelte mest.

Man kunne jo nu forestille sig, at jeg på et begynderkursus ville vælge at alle maler det samme billede, men jeg synes det er meget mere berigende for den enkelte kursist at få lov at bestemme selv. Og det er også med til at fastholde den umiddelbarhed og ivrighed alle har, når kurset starter. Alle kommer med en forventning om at få et produkt med hjem. Og det får alle her.

Det er begyndt rigtig godt og alle er gået glade hjem fra begynderkurset i dag. Næste gang arbejder vi videre med de motiver de enkelte har valgt.

På holdet for øvede, stillede jeg nogle udfordringer op. Enten kunne kursisterne hente inspiration i kunstbøger om Cobra, Moderne kunst eller de kunne tage imod en af de 2 udfordringer jeg stillede op. Den ene tog udgangspunkt i Landkort den anden i marmor. Eller de kunne vælge at hente inspirationen hos et par nulevende abstrakte kunstnere, den ene med et markant figurativt udtryk og den anden i abstrakte landskaber.

De valgte alle at tage den figurative abstrakte kunst til sig og prøve den af. Og det er her, jeg mener at Matisse har ret, når han siger: ” Kreativitet kræver mod”

De er alle vidt forskellige i deres udtryk og alligevel får de noget smukt frem ved hjælp af smukke farver og nye friske teknikker. Dejligt at se at nye kunstpust stadig kan sætte gang i kreativiteten og få hænderne til at ryste af ivrighed for at se, hvad der ligger om det næste hjørne i maleriet.

 

 

Heksekunst…og heksejagt…             af Niels Hejnfelt

Heksejagt – et ord fra en svunden tid, men som alligevel har formået at forblive en del af det nu-danske sprog. Ingen er i tvivl om hvad det kommer af: Jagten på hekse, eller folk der drev heksekunst.

”Betegnelsen “heksejagt” bliver i dag ofte brugt i overført betydning til at beskrive hvad man anser som urimelig forfølgelse af andet end hekse”.

Ofte var der tale om, at man brugte den udpegede heks som syndebuk og forklaring på ting der foregik omkring ellers respekterede folk, og hvis disse folk havde drømme, eller så syner, eller i det hele taget foretog sig usømmelige ting eller handlinger, så måtte det være heksen der med sit hekseri fordrejede tingene inden i hovedet på folk, der således ikke selv var herre over deres tanker og handlinger.

Men hvad med heksekunsten…findes den mon endnu? Hvis et givent objekt får folk til at foretage irrationelle udsagn og handlinger, er det så heksekunst? Eller hvis et billede af f.eks. et nøgent legeme giver ellers respektable folk associationer til porno, vulgaritet, kønsfornedrelse o.a.  af samme skuffe…er det så billedets skyld, for så er det jo heksekunst!!  Eller ved vi bedre nu om dage? Er vi mere oplyste, mere veluddannede, mere tolerante og mere forstående i dag??  Kan vi klart sige, at heksekunst findes ikke?  Og at hvis der opstår mærkelige tanker og billeder inde i hovedet på folk, så må det være deres egne tanker og forkvaklede opfattelse af tingene der er årsagen, for heksekunst findes jo ikke…?

”The truth lies in the eyes of the beholder”…Det er øjnene der ser, der fortolker synsindtrykket, og ingen kan se med andre øjne end deres egne, og det må således kunne konkluderes, at den enkeltes opfattelse af et visuelt indtryk, alene bearbejdes og kaperes med den enkeltes forudindstillede bevidsthed!

Ovennævnte er skrevet med baggrund i en 8 dage lang ”Heksejagt” på www.cybergalleriet.dk , hvor undertegnede uploadede et ”erotisk foto” ind blandt hundredevis af malerier og fotos af nøgne kroppe. Fotoet blev omgående det mest sete foto, galleriet det mest besøgte galleri, og fotografen den mest udskældte gallerist, i det tilhørende debatforum på sitet. Og efter 8 dage hvor en styrende kvinde-klan på sitet, ikke blot havde udøvet heksejagten, men tillige (lidt ubegavet ) også havde holdt liv i billedets eksponering, valgte jeg simpelthen Cybergalleriet fra… og de slap af med deres farlige heks.

Det har intet som jeg har brug for……nu om dage.

 

Kunsten at give – at give kunsten – Kunsten giver

At kunst er givende, ved alle. Vi ved også, at kunsten giver os forskellige ting. ”The truth lies in the eyes of the beholder”…eller lettere omskrevet: Beskueren finder sin egen historie i et kunstværk.

Jeg har oplevet utallige gange, at dét jeg ser i et billede, ikke er det samme som det f.eks. afsenderen ser. Eller som modtager ser, hvis det er et af mine billeder. Vi ser det hele med vores egen tilgang til netop disse farver og figurer. Dét der for nogle er mørkt og dystert, er for andre levende og sprudlende, og vi ser derfor pludselig noget fra vores eget indre, når vi beskuer et billede. Derfor er det så spændende at tale med andre om hvad der opleves i et billede.

At tale med andre kunstnere om alle de øvrige facetter af dét at være billedkunstner er også en uhyre vigtig ting. At prøve at forstå eller bare opleve andres kunst, er nødvendigt hvis man ikke vil male sig selv op i et hjørne. Samt at hjælpe hinanden når der er brug for det.

Da jeg begyndte at forberede min udstilling i New York, for ca. 1 år siden, søgte jeg efter andres erfaringer både i netop dette galleri, men også omkring transport af mine malerier, hjemtagelse af samme, told/moms osv osv, men jeg oplevede en lukkethed jeg ikke havde haft fantasi til at forestille mig. Ingen ville ud med hjælp eller oplysninger, ingen ville fortælle om erfaringer, ingen ville dele ud af oplevelserne derovre fra. Jeg skrev direkte til flere forskellige tidligere udstillere, men fik tilknappede eller afvisende svar. Jeg var målløs…

Jeg gjorde på dét tidspunkt op med mig selv, at ingen skulle gå forgæves efter hjælp og lign. hos mig. Ingen vil blive afvist, ingen vil få afmålte svar, ingen vil gå forgæves efter oplysninger. Og det glæder mig hver gang, at nogen kan bruge mine erfaringer til noget. Det være sig om udstillingssteder, kontaktpersoner, prissætninger, vurdering, formulering eller andet relevant for os billedkunstnere. Bare spørg ! Jeg har intet jeg ikke vil dele ud af.

Det samme gør sig lidt gældende, når jeg afholder mine kurser: Mine kursister får simpelthen al min energi, inspiration og nerve i den periode hvor jeg underviser. Og det betyder desværre så også, at jeg i de perioder, ikke får malet så mange malerier da jeg simpelthen ikke kan rumme så meget.  I foråret 2008 afholdt jeg rigtig mange kurser, men malede tilsvarende færre malerier end året før.  75 stk i 2006 , og kun 68 i 2007, og indtil videre blot 50 stk i år, hvor næsten alle er malet i tiden efter de mange forårskurser jeg holdt i starten af året. Derfor har det også været nødvendigt for mig at melde ud, at jeg afholder væsentligt færre kurser i 2009 end i 2008. Jeg er næsten hele tiden i bekneb med malerier nok til mine udstillinger. 

Men det er jo så heller ikke er så ringe endda J

S/M – pisk i den bare….nu som kunst

 

 

Artville kunstmessen 2008 i Tappehallerne er netop overstået, og særdeles positivt for mig personligt. Jeg solgte 7 malerier, fik malet 2 nye malerier på standen, og fik knyttet mange nye positive kontakter. Både med gallerier og med kunstforeninger.

Jo – jeg føler mig som en billedkunstner med en vis succes!

 

På ferniserings aftenen foregår der et eller andet inde bag nogle høje sorte gardiner i hjørnet af Tappehallerne, men det er først da min stand-nabo med opspilede øjne spørger mig om jeg har været inde bag forhænget og se piskningen, at jeg finder ud af hvad der foregår derinde:

 

En nøgen mand, som er sminket sort og hvid forskellige steder, står midt på gulvet badet i projektørlys, og med hænderne fikseret over hovedet i kæder, der er fastgjort i loftet.

Hans ”bøddel” går langsomt rundt om ham, skifter retning ind imellem, er afventende, men pludselig svinger han pisken, og ofret gi’r sig da tampene på pisken rammer, og trækker endnu flere røde striber hen over den allerede mærkede krop.

Ballerne sitrer afventende på ofret, som ved at der vil komme flere slag endnu.

Rundt om denne seance står 20-30 tilskuere og iagttager det der foregår. Min grænse er straks overskredet, og allerede efter at have iagttaget scenariet i ca. 30 sekunder forlader jeg ”scenen”, og går tilbage til min stand, og mine kunstværker.

Mine hjælpere på standen, mine stand-naboer og jeg selv er alle rørende enige om, at det vi lige har været vidner til, det hører altså ikke hjemme hér på Artville Kunstmessen i Tappehallerne.

Det viser sig desuden , at en dvd-optagelse af piskningen efterfølgende kan købes på standen der ligger lige op til ”scenen”, og det eneste der er på denne stand er et plasma-tv, der konstant viser piskningen. Ellers er den fuldstændig tom og bar. Ingen udsmykning eller lignende overhovedet.

 

Senere samme aften, da jeg kører hjem, kan episoden ikke rigtig komme ud af mit sind, og efter at have reflekteret over min egen reaktion, konkluderer jeg i løbet af de næste par dage, at seancen ramte mig lige netop dér, hvor afsenderen formentlig ønskede at ramme:

Lige midt i forargelsescentret!

Og dermed opnåede denne happening formentlig det, som var afsenderens ønske:

At give modtagerne en rystetur i kunstbedømmelses-karusellen, og sætte sig selv på linie med fisk i blendere, fæces på dåse, og hvad vi nu ellers er blevet udsat for gennem årene.

Og berettigelsen af dets tilstedeværelse, er der vel et eller andet sted også….

 

Ferietid = Sejlertid =JUBIII

I dag har jeg gået og pakket. Og jeg glæder mig i den grad til at skulle afsted. Ferieturen går til den svenske skærgård.
Dejligt sted.
Jeg har været der på ferie nogle gange, dog kun på landsiden, men denne gang…. JUBIII – skal jeg se skærgården fra vandsiden.
Malergrejet bliver hjemme – dog er tegnegrejerne med på turen.

Efter et travlt forår og forsommer med masser af udstillinger, mange henvendelser og invitationer samt arbejdet med nogle specialopgaver, trænger jeg til at se noget andet end mit lille værksted.
Så jeg glæder mig meget til denne oplevelse, som helt sikkert vil byde på en del nyt billedmateriale både i form af nye fotos til bearbejdning, når jeg kommer hjem og dels tegninger, som efterfølgende måske kan bruges som skitser til nye malerier eller bare bruges som de er – hvem ved?!

Jeg kan næsten ikke vente og jeg er egentlig ligeglad med, hvordan vejret bliver – bare det at skulle væk et stykke tid, bliver dejligt.

En god bog er også pakket ned, for man skal også foretage sig noget andet end at tegne hele tiden.

Særligt glæder jeg mig til at se Bassholmen, hvor man lukker unge hingste ud om sommeren. Der går de frit og bliver først hentet igen til efteråret.
Man kan der opleve hingstene lege næsten som var de vilde.
Som gammel hestepige bliver det en fantastisk oplevelse, som jeg ser meget frem til.

Jeg vil ønske alle derude en dejlig weekend og til jer der skal på arbejde i næste uge, hav det godt og pas på Jer selv. Jeg vender tilbage igen med mere.

Udstilling i Hamborg

Midt i denne hedebølge går jeg og gør malerier klar til udstilling i Hamborg.
Det er i forvejen et stort arbejde at klargøre og pakke dem ind og det bliver i hvertfald ikke nemmere af, at det er så varmt. Men jeg klager ikke. Dels elsker jeg solen og varmen og dels glæder jeg mig til at skulle aflevere mine malerier, 7 ialt, til udstillingen hos Marziart Internationale Galerie i Hamborg.

Det er en udstilling jeg er blevet inviteret til at deltage i for et års tid siden, da det blev klart, at jeg skulle til New York i marts i år.

Marziart har udvalgt 7 malerier til denne udstilling, som er en gruppeudstilling, hvor der også deltager kunstnere fra Holland, Østrig og Polen.

De malerier jeg skal deltage med er mine gren-malerier. Galleriet er bl. a. faldet for min fjordhimmel, men også for de store spartelmalerier.

Hvis der skulle være nogle af Jer, der læser denne blog, eller kender nogle, der kommer gennem Hamborg på ferie eller lignende fra den 1. august til den 27. august er man velkommen til at lægge vejen forbi galleriet og kigge ind på de meget forskellige malerier, der vil være repræsenteret.

Det ville da glæde mig meget, hvis nogle landsmænd kiggede forbi til ferniseringen den 1. august fra kl 19-22, hvor jeg selv vil være tilstede.

Når så alle malerierne er pakket og jeg tager afsted i morgen mandag, vil det være i flot solskinsvejr, blå himmel og meget, meget varmt.

Jeg glæder mig over at sommeren endelig har fundet Danmark på landkortet og at jeg selv skal aflevere mine malerier, fordi dette giver mig mulighed for at møde galleriet før udstillingen løber af stablen.

Kig forbi, hvis I kommer til Hamborg, ellers ønskes alle nogle dejlige sommerdage.

Adressen er:

Marziart Internationale Galerie, Eppendorferweg 110-112, 20259 Hamburg

Maiken

At være alene eller være ensom

Jeg har hørt, at det at male er en ensom affære.
Både ja og nej.
Efter min mening handler det meget om den sindstilstand man er i, når man maler.
Jeg tror ikke at der er nogen af os, der kan sige os fri for at have følt den intense følelse af at være alene, der nogen gange ligger i processen – også selv om man er sammen med andre.
Men jeg har også følt den store sprudlende glæde ved at maleriet og trangen til at dele den med andre. Og netop det sidste gør jeg i stor stil, når jeg afholder mine kurser.

Men det er rigtigt at man er meget alene om sit maleri. Det tror jeg er af største vigtighed, da man ikke kan nå så langt ind i sig selv, hvis man ikke er alene. I så fald skal man være rigtig god til abstrahere fra alle andre.

Der er både fordele og ulemper ved at male alene og sammen med andre.

Min erfaring siger mig, at når jeg er alene opstår der meget lyriske billeder, som afspejler det der foregår indeni mig.
Men når jeg er sammen med andre udtrykker jeg mere ydre ting.

Man skal huske at det at være alene ikke behøver at betyde at man føler sig ensom.

Ensomhed opstår jo kun, efter min erfaring, i det tilfælde, at man er sammen med andre, der ikke “ser” én og det man er i stand til at præstere.
Ensomhed er ikke nogen behagelig følelse, hvorimod det at være alene om sit maleri og kunne fordybe sig i det, er en givende og fantastisk proces. 

Og lige nu, vil jeg gå ind og male – alene.